Nyheder fra ØkoWeb Danmark
Hvis du vil se de nyeste nyheder Klik her


Mandag d. 31. marts 1997 - kl. 23.15


Så er Projekt Ørn gået i gang. Projektet støttes af mejerierne bag Harmonie, og i kampagneperioden kan du finde link til det på Harmonies side. Desuden kan det nu lade sig gøre at bestille materiale om Harmonie-produktionerne - online. Der er oprettet en bestillingsservice for firmaer, hvor man kan bestille produktinformation, pjecer, prislister og lignende. I dag er kun Harmonie med. Men flere firmaer er på vej.

Du kan finde link til bestillingsformularen til ProduktInformation på Markedspladsen, som iøvrigt er omorganiseret. Du kan blandt andet finde direkte link til de nyeste rubrikannoncer. Den nyeste stammer fra Gadkjærgård, som søger en projektleder centret.

Byggefirmaet Naturhus er også gået på nettet. Firmaet yder rådgivning om miljøvenligt byggeri og forhandler miljøvenlige byggematerialer. Fra i dag kan du finde vej til firmaet via listen over annoncører på Markedspladsen.


Tirsdag d. 25. marts 1997 - kl. 11.10


På grund af påsken kommer NetAvisen Økologisk Jordbrug tidligt i denne uge. Den handler denne gang mest om tidens "hotte" emne: Sprøjtemidler i grundvandet. Skal de forbydes?


Torsdag d. 20. marts 1997 - kl. 12.20


Harmonie-serien kommer nu de danske ørne til gode. Det oplyses på Harmonies Nyt-side, som netop er opdateret. Fra 1. april til 1. juni vil der blive givet 5 øre til de danske ørne for hver solgt liter mælk. Projektet er særlig interessant for økologisk interesserede internetbrugere, fordi der bliver oprettet en interaktiv webside om ørneprojektet. Her kan man finde oplysninger om ørnene og stille spørgsmål til ornitologerne over nettet. Siden bliver åbnet 1. april, og der bliver naturligvis oprettet link til den fra Harmonie-siden.
Netavisen Økologisk Jordbrug kan i denne uge blandt andet fortælle om generalforsamlingen i Dansk Agrokemisk Forening. Foreningen skønner, at dens produkter forbedrer landbrugets indtægter med 3 milliarder kroner om året, svarende til 600 kroner pr. dansker. Netavisen gør opmærksom på, at dette måske i virkeligheden er prisen for rent vand.
Er det meget?

Tirsdag d. 17. marts 1997 - kl. 0.20


Drømmer du om at opleve et Østeuropa i forandring. Så er chancen her. Et tjekkisk uddannelsescenter søger en økologisk gartner. Se rubrikannoncerne på Markedspladsen.

Sektion for Økologi har netop opdateret regeldatabasen, hvor du kan søge på regler og afgørelser indenfor økologisk dyrkning.

I morgen onsdag holder ØkoWeb'en lukket hele formiddagen. Årsagen er nogle tekniske ændringer på serveren.
(Vi ved jo, at der sidder nogle teknik-nørder, som er ved at sprænges af nysgerrighed! Til glæde for dem, vil vi afsløre, at formiddagen blandt andet skal gå med, at lægge FrontPage Extensions på serveren)

Den internationale organisation IFOAM har som bekendt sin homepage liggende på ØkoWeb Danmark. Denne er nu opdateret. Blandt andet er listen over konferencer m.m. blevet forbedret.

Fredag d. 14. marts 1997 - kl. 13.50


Det er måske lige i sidste øjeblik at gøre opmærksom på det. Men faktisk stiftes en ny organisation i morgen: Gen-Etisk Fødevare Oplysning, GEFO. Du kan finde tid, sted og kontaktperson på Arrangements-kalenderen


Onsdag d. 12. marts 1997 - kl. 13.45


NetAvisen Økologisk Jordbrug er lang i denne uge. Blandt andet fortælles om, at Landsforeningen Økologisk Jordbrug og mejerierne bag Harmonie-mælken - MD Foods og Kløver - er blevet uenige om den økologiske kontrol. Herudover fortælles blandt andet om, at økologisk solbærdyrkning er en god forretning, samt at fem procent af det finske landbrugsareal nu er lagt til økologisk produktion.


Tirsdag d. 11. marts 1997 - kl. 14.10


Vi testkører i disse dage en ændring af ØkoWeb'ens layout. Formålet er at skabe lidt mere ro i indgangsbilledet. Hvis du har kommentarer til det, hører vi gerne. Ændringerne ses bedst i Netscape 3.0 eller Explorer 3.0.


Tirsdag d. 11. marts 1997 - kl. 13.45


Sektion for Økologis liste over økologisk vårsæd er blevet opdateret. Det bliver den sidste opdatering i dette forår, idet al udsæd af korn, markært og græsmarkfrø er udsolgt. Derfor melder rådgivningscentret, at det må betragtes som tilladt at bruge konventionelle ubejdsede varer.


Tirsdag d. 11. marts 1997 - kl. 13.30


Noteringerne på økologiske landbrugsvarer er opdateret. Den seneste opdatering har iøvrigt stået med overskriften "januar 1996". Det har naturligvis været en fejl. Det var 1997. Ganske vist kan opdateringerne blive forsinket. Men gamle er de altså ikke!


Søndag d. 9. marts 1997 - kl. 17.35


Landsforeningen Praktisk Økologi går nu på nettet med yderligere styrke. Foreningen - og især bladet Praktisk Økologi - har lagt en række spændende ting på nettet.
Blandt andet er bladets spørgebrevkasse udvidet med en netbrevkasse, hvor det er muligt at sende spørgsmål om økologisk havebrug. Der er også en økologisk havekalender for marts og april og en aktuel frøliste for årstiden, hvor man kan se, hvor man kan købe økologiske frø, læggekartofler, stikløg og udplantningsplanter til forårets havearbejde. Der er iøvrigt lavet et direkte link til denne liste fra ØkoWeb'ens Markedsplads.

Herudover har kan du også læse, hvilke artikler bladet har bragt i denne måned og tidligere, herunder de tips som bladet bringer fra læserne. Du har også mulighed for at læse bladets illustrerede artikel om Ritt Bjerregaards æbleplantage.

Jo det kan godt betale sig at sætte lidt ekstra tid af til at studere disse spændende sider. Husk iøvrigt, at Landsforeningen Praktisk Økologi er en af de letteste foreninger at finde. Du blot skal klikke på deres logo øverst på ØkoWeb'ens hovedmenu. Så lander du direkte på foreningens hjemmeside.


Fredag d. 7. marts 1997 - kl. 10.45


Den nyeste udgave af Øko-Net har temaet "økologisk byggeri". Blandt andet kan man også finde program for stiftelsen af den ny landsforening for økologisk byggeri.


Onsdag d. 5. marts 1997 - kl. 18.15


De af ØkoWeb'ens læsere som bor i storbyen, har sandsynligvis et ønske at flytte på landet. Og det bør jo skabe nogle ledige boliger i København! Med den begrundelse har Lars Bøgner og Lotte Krogh indrykket en rubrikannonce, hvor de søger lejlighed i Københavns-området. En ny annoncerings-strategi må man sige. Men måske vil netop dette skabe så meget opmærksomhed, at de får, hvad de ønsker.


Tirsdag d. 4. marts 1997 - kl. 15.15


NetAvisen Økologisk Jordbrug giver i denne uge en omtale af dansk økologis succes på verdens største økologiske fødevaremesse, Biofach. Avisen fortæller også, at flere økologiske forslag røg til tops i Fødevareministeriets idékonkurrence til at styrke erhvervsudviklingen i tyndt befolkede områder.


Tirsdag d. 4. marts 1997 - kl. 11.00


Landsforeningen Økologisk Jordbrug (LØJ) har lagt det nyeste Foreningsnyt. Her oplyses blandt andet om nye ordninger vedrørende omlægning efter braklægning. Desuden er der en opsummering over valgene på den nyligt overståede generalforsamling. Bestyrelsesposterne vil snarest blive rettet på foreningens hjemmeside.


Mandag d. 3. marts 1997 - kl. 13.20


Grønne Familier har revideret sin hjemmeside, blandt andet listen over kontaktpersoner i de forskellige amter. Herudover kan man nu bestille materiale om foreningen og prøveeksemplar af Grøn Hverdag via bestillingsservice. Grønne Familier kan naturligvis altid findes ved at gå via vejviseren til listen over organisationer.

Det skal iøvrigt nævnes, at LØJ's avlsregler tidligere på dagen blev sat på nettet med en forkert pris. Prisen på 15 kr. henviste til foreningens avlerliste, som imidlertid nu også kan bestilles på bestillingsservice. Så nu skulle alt være på plads.


Mandag d. 3. marts 1997 - kl. 0.45


Arrangementslisten er opdateret bl.a. med generalforsamlingen for Landsforeningen af Økologiske og Biodynamiske Mælkeproducenter. Herudover er bestillingslisten opdateret. Det er nu muligt at forudbestille Økoguiden 1997, der udkommer senere på foråret. Desuden kan man nu bestille avlsreglerne for Landsforeningen Økologisk Jordbrug.


Vil du vide, hvad der er sket endnu tidligere? Så klik her