Andre artikler

Nyheder

In English:
Eco-news
Marketplace

 

Er Ø-mærket værdiløst?
Lagt på nettet d. 30. sept. 2005

stat.gif (1217 bytes)

Længe har emnet skreget på at blive debateret, men nu er problemet endelig dukket op i dagspressen:

Jylland-Posten stillede i går, torsdag, spørgsmålet om, Ø-mærket er værdiløst, når det kan bruges på produkter, som ikke lever op til de danske økologiregler.

Specielt grelt er det på frugt, hvor det i resten af Europa er tilladt sprøjte med kobber og en række andre midler, hvorefter frugten kan eksporteres til Danmark og mærkes med "Statskontrolleret Økologisk" - på trods af, at de danske økologiregler specifikt forbyder de samme midler.

Poul Hansen fra saft- og marmeladeproducenten Søbogård vedgår direkte overfor Jyllands-Posten, at der er tale om "vildledende markedsføring". Han foreslår, at udenlandsk frugt alene mærkes med EU's økologimærke, som netop i denne tid markedsføres kraftigt i Danmark. Til Jyllands-Posten siger han, at "som reglerne ser ud nu, er det danske Ø-mærke jo værdiløst".

De eneste som reelt gør noget, er COOP, som har valgt at skrive på pakningerne, hvis der er brugt kobber i produktionen af for eksempel æbler.

Baggrunden for problemet er, at statsmærket kun dokumenterer, at økologiske produkter er underlagt danske kontrolmyndigheder - men ikke, at de danske økologiregler er overholdt. Her er Danmark bundet af reglerne i EU, og kan ikke stoppe import af andre EU-landes økologiske varer, hvis de overholder de fælles regler. Derfor er kun de danske avlere bundet af at overholde de danske regler.

De stramme danske regler for økologisk frugtproduktion har betydet, at danske avlere stort set er blevet udkonkurreret af deres udenlandske kolleger, som kan eksportere bedre og billigere frugt til Danmark, og endda få det mærket med de danske Ø-mærke.

Et tilsvarende problem kan snart vise sig at opstå omkring brugen af nitrit i økologiske kødprodukter. De danske producenter ønsker ikke at benytte nitrit, men det er tilladt ifølge de fælleseuropæiske økologi-regler og udenlandske virksomheder har ret til at sælge økologiske pølser med nitrit og sætte det danske Ø-mærke på pakningen, hvis blot varerne er pakket i Danmark.