Økologisk udstykning:
Kan bæredygtigt byggeri
redde den lille skole?

23. april 2007



Vagn Kirkegaard
Vagn Kirkegaard på den mark, som skal huse de økologiske storparceller for økologisk interesserede familier

Små samfund lever et truet liv - ikke mindst efter den seneste kommunal- reform. Derfor kan man ikke fortænke beboerne i Sall, at de frygter for fremtiden. Landsbyen ligger kun få kilometer fra Hammel i Østjylland. Deres skole har kun 77 elever, og den er uden tvivl i farezonen, hvis den nye Favrskov Kommune får behov for at spare.

Nu øjner nogle af beboerne imidlertid håb for fremtiden, efter at den lokale økologiske landmand Vagn Kirkegaard har lanceret ideen om at udstykke byggegrunde i udkanten af landsbyen. Idéen er, at grundene skal tiltrække økologisk interesserede familier, som drømmer om et miljøvenligt hus, ekstra stor have og måske et par får eller en pony.

Haurum Sall Skole
Byggegrundene er nabo til Haurum Sall Skole, og Vagn Kirkegaard håber, at skolen vil få glæde af de nye beboere - og omvendt

Grundene er på knap én tønde land (4.000 - 5.000 m2) jord. Vagn Kirkegaard vil ikke selv bygge, men han håber, at køberne af grunde vil følge idéen i projektet og bygge miljøvenligt og passe deres store haver efter de økologiske principper, som jorden har været drevet efter i de sidste otte år.

Idéen til byggeprojektet fik fik han for nogle år siden, da to arkitektstudereden, Sara Paarup og Mette Juul Pedersen, udformede et skitseprojekt for landsbyen Sall. Her foreslog de at etablere storparceller for familier som gerne vil have lidt ekstra jord under neglene. Landsbyrådet i Sall var meget begejstret for projektet.

Vagn Kirkegaard havde et egnet stykke jord tæt ved landsbyen, og derfor begyndte han at arbejde videre med idéen. Som fritidslandmand er han ikke afhængig af jorden til sin produktion, og han havde overvejet at sælge den, men han kunne godt lide idéen om at bruge den til at skabe mere liv i landsbyen.


Byggeriet har vagt interesse blandt naboerne i Sall. Også de håber, at det vil lykkes at holde liv i landsbyen.

- Jeg tror ikke, jeg kunne glæde mig over pengene, selv om en svinebonde bød det samme, som byggegrundene kan indbringe, siger Vagn Kirkegaard.

Hele arealet er på omkring 10 hektar. Det er tanken at udstykke 11 grunde til byggeri. Det er planen, at de nye boliger skal omkranse en kunstig sø og nogle fælles arealer.

Det er ikke hensigten at det skal være andelsboliger som mange andre miljøvenlige byggerier er. Folk køber grundene på samme vilkår, som hvis det var til parcelhuse. Derfor er der grænser for, hvor mange miljø-krav den økologiske landmand kan stille til de nye ejere.

Det er dog en del af projektets idé, at det skal være miljøvenligt. Vagn Kirkegaard forhandler stadig med kommunen om at få projektet endelig godkendt, og han arbejder for, at lokalplanen ligefrem stiller krav om, at opvarmningen skal komme fra træpiller, varmepumper, solceller, masseovne, solvarme og lignende.

Vagn Kirkegaard håber, at projektet vil få de endelige godkendelser i løbet af sommeren.